En by i fællesskaber
Alle ruter
Middel

Lindkærturen

3 km 39 min.

Naturrig rundtur langs skovbrynet af Emilielund og det genoprettede vådområde Lindkær, hvor man om vinteren kan se mange vandfugle og med held havørnen.

Turen starter ved Ravnholts smedje, som nok på grund af brandfaren er placeret vest for Ravnholtvej – altså på den modsatte side af Ravnholts øvrige bygninger. Følg markvejen mod vest. Her er allétræerne bornholmsk røn, som i skrivende stund – marts 2009 - er ved at være gamle.

Markvejen følger det sydlige skovbryn af skoven Emilielund. Der står en del gamle træer i skovbrynet, og det er dejligt at gå her op ad skoven med kig ud mod markerne mod syd. Der er et rigt liv af småfugle i skovbrynet: Gærdesmutten vimser ind og ud af krattet, mejserne søger føde i revner i træernes bark og om foråret er der gang i fuglesangen her. Hvor vejen ender i et T-kryds, drejer man til højre.

Lige til højre for markvejen ligger en sø. Ved søens bredder vokser en del rødel, der står med rødderne i vand. Det er et spændende syn. Rødel kan vokse på steder, der er så våde, at andre træer ville drukne. På rødellens rødder findes en masse små knolde. Her giver træet ”husly” til bakterier, der til gengæld kan fange og omdanne luftens kvælstof, så det kan udnyttes af træet.

Til venstre for markvejen er der et lavt område, som hedder Lindkær. Det er et gammelt moseområde, hvor der siden 1600-tallet er gravet tørv og slået hø. I 1950’erne og 1960’erne blev området gradvist drænet og vandløbene rørlagt. Indtil 1963 blev Lindkær afgræsset af en stor besætning af jerseykøer. Siden har området været i omdrift – altså i almindelig landbrugsdrift.

Som led i Vandmiljøplan 2 blev Lindkær i 2003 overrislet og især i vinterhalvåret er der en stor vandflade, der tiltrækker mange fugle. Mest vandfugle, men med lidt held kan man om vinteren også se havørnen i området. Selv uden særlig fugleinteresse er det en oplevelse at se vores største rovfugl med et vingefang på omkring 2,3 meter.

Om sommeren er der mere tørt i Lindkær, og der kan slås hø på dele af arealet. Hele projektområdet er på 84 ha – svarende til godt 150 fodboldbaner. Formålet med Vandmiljøplan 2 er at fjerne kvælstof, som ellers ville strømme ud i vores fjorde og kystnære havområder. Lindkær-projektet fjerner knap 20 tons kvælstof årligt. Der står masser af døde træer i det lave vand. Det giver området et vildt og uberørt udseende, som sjældent opleves i Danmark.

Efter ½ km kommer man ud i et T-kryds. Lav en afstikker til venstre ud til det åbne område ved Lindkær og nyd udsigten. Vend om og fortsæt ligeud og efter et par hundrede meter kommer man til et kryds. Gå til højre (SØ). Læg mærke til de mange rodkager, som ligger i skovbunden øst for skovvejen. Det er spor af træer, der er væltet i storme for mange år siden. Efter yderligere ½ km når man igen frem til skovbrynet i sydkanten af Emilielund. Går man mod øst er man efter endnu ½ km tilbage ved smedjen på Ravnholt.

Fakta

Sværhedsgrad
Middel
Længde
3 km
Varighed
39 min.