En by i fællesskaber
Alle ruter
Let

Yderste Tvedeløkke

2.61 km 34 min.

Let tur ad markveje og gennem skoven Yderste Tvedeløkke med udsigt over vidtstrakte marker, et gammelt tvedelt bøgetræ og mulighed for at se dådyr og rådyr.

Turen starter ved Ravnholtvej lidt efter Dalshuse nordøst for Ryslinge. Hvor alléen begynder går en markvej til højre - næsten stik øst. Følg denne. Efter små 200 meter ligger der et vandhul lige nord for markvejen. Det er sandsynligvis et gammelt vandingshul, men nu er det ved at gro til med pil.

Fra markvejen er der udsigt over de vidtstrakte marker mod nord og syd. Man kan også se den markante allé, som strækker sig kilometervidt op til Ravnholt. Lidt længere fremme står der et gammelt tvedelt bøgetræ. Den vestlige side af træet er dødt og hult, men fra øst ser træet helt og friskt ud. Måske er det lynet, der har slået ned engang, men bøgetræer kan være sejlivede.

Efter endnu 100 meter når man skoven Yderste Tvedeløkke. De første par hundrede meter følger man skovbrynet, hvorpå skovvejen drejer mod syd. I Yderste Tvedeløkke vokser der blandt andet eg, gran og cypres. Ved udgangen af Yderste Tvedeløkke ligger der en færist i vejen.

Følg skovvejen mod vest. Tag et kig op langs det snorlige vestlige skovbryn på Yderste Tvedeløkke. Her er der ofte mulighed for at se grupper af dådyr eller rådyr. Snart er man igen fremme ved Ravnholtvej ved Dalshuse, som i sjælden grad lever op til sit navn. På dette stræk fornemmer man tydeligt, hvordan Ravnholtvej forløber i bunden af tunneldalen.

Fakta

Sværhedsgrad
Let
Længde
2.61 km
Varighed
34 min.

Download rute

Hent sporet til din GPS, telefon eller Google Earth.