En by i fællesskaber
Alle ruter
Middel

Skovsøturen

6 km 1 t. 18 min.

En tur fra bageren gennem Ravnholtskovene til skovsøen med gamle douglasgraner, bøgeskov og spor efter gamle storme.

Turen kan startes fra Bageren ved Blaakærvej/Rødamsvej/Hestehavevej, hvor der kan parkeres. Det anbefales at indkøbe en passende kage til turen.

Følg Rødamsvej mod øst til Sofienlundsvej. Gå ad Sofienlundsvej (N). Bliv ikke forvirret af, at den skifter navn til Ravnholtvej, men fortsæt trygt mod nord. Godt 100 meter inde i skoven kommer man til et vejkryds mellem to skovveje, og lige øst for dette kryds ligger der et skovløberhus. Fortsæt mod nord. Efter ca. 300 meter kommer man til skovsøen, som ligger øst for vejen.

Lige nord for søen vokser nogle gamle flotte douglasgraner, som er usædvanligt store efter danske forhold. Stedet er velegnet til at indtage de hos bageren indkøbte forsyninger. Ved søen står der en del fodertønder, som vidner om at jagt stadig er en vigtig aktivitet for Ravnholt.

Efter indtagelse af madpakke eller tilsvarende, har man fornyet energi til at genoptage vandringen nordpå. Fortsæt ad skovvejen cirka en ½ km. Her går en skovvej fra mod venstre (V). I T-krydset står et stort birketræ som ”vejviser”. Følg skovvejene, som går i en stor bue til venstre. Turen går gennem yngre bøgeskov og forbi mørke bevoksninger af rødgran, og af og til hvælver markante jordbunker sig en god meter op over skovbunden. Det er rodkager fra træer, der er væltet i storme, nogle fra storme tilbage i 1960’erne.

Skovvejen ender i et T-kryds, hvor man drejer til venstre. Ved skovløberhuset drejer man til højre ad Ravnholtvej og Sofienlundsvej. Følg vejen tilbage til Ryslinge.

Fakta

Sværhedsgrad
Middel
Længde
6 km
Varighed
1 t. 18 min.