Ravnholt Dyrehave
En rundtur fra bageren i Ryslinge gennem Ravnholt Dyrehave med skovbrug, færist, vildt og kulturhistoriske huse.
Turen startes fra Bageren i krydset ved Blaakærvej/Rødamsvej/Hestehavevej, hvor der kan parkeres.
Følg Rødamsvej mod øst. Efter godt 400 meter går Glasbjergvej fra mod syd. Her bør man slå et slag forbi og kaste et blik på en berømt Ryslingeborgers hus: Komponisten Thorvald Aagaard boede nemlig på Glasbjergvej 1. Huset er tegnet af arkitekten P. V. Jensen Klint, som er kendt for Grundtvigskirken på Bispebjerg i København.
Fortsæt (Ø) ad Rødamsvej et par hundrede meter endnu til Sofienlundsvej og følg Sofienlundsvej (N), hvor vejen skifter navn til Ravnholtvej.
Tag et kig hen langs skovbrynet, hvor der blandt andet står nogle store egetræer. Her, hvor der er lys, får træerne masser af grene – hele vejen op ad stammerne. Inde i skoven bruger træerne istedet kræfterne på at få en lang stamme, der kan løfte kronen op i lyset. Det benytter man sig naturligvis af i skovbruget: Ved at plante træerne tæt, tvinger man dem i vejret og opnår derved lange, slanke stammer uden ret mange grene og knaster. Det giver træ, der er velegnet til tømmer, som er nemt at behandle på savværket, og som derfor har en større salgsværdi.
Følg vejen frem til vejkrydset ved huset i skoven. I vejkrydset drejes til venstre (V), og man følger den store skovvej gennem Ravnholt Dyrehave. Her i dyrehaven boede Ravnholts vildsvin.
Skoven består overvejende af løvskov – mest af bøg og enkelte ege. Hist og her er der bevoksninger af nåletræ – rødgran og lærk. Skoven drives traditionelt efter det ordnede skovbrugs principper. Træerne er af samme alder, og skovbunden er ryddet og overskuelig. Man har gode chancer for at se rådyr og dådyr i skoven.
Efter ca. 1 km ligger der en stor færist. En færist er en lav udgravning i vejen. Omkring udgravningen er der støbt en betonkasse. Hen over kassen ligger der jernprofiler – eller jernrør - på tværs af vejen. Disse gør at man nemt kan gå eller køre hen over færisten, mens dyr ikke tør passere. Kombineret med hegn giver færiste mulighed for at holde dyr i et givent område, uden at det begrænser muligheden for menneskers færdsel ad vejene.
Passerer man færisten kommer man ind i den del af skoven, der hedder Ruerne. Fortsæt (NV) forbi huset Sehestedlund ud af skoven ad markvejen frem til Nørremarksgyden. Drej til venstre (S) ad Nørremarksgyden.
Landskabet er stadigt præget af skovene og store marker. Fortsæt mod syd ca. 1 km. Her ligger højskolemanden Christen Kolds hus lige vest for vejen – der står en informationstavle ud til vejen, hvor man kan læse om dette foretagsomme menneske. Så er man inspireret til at fortsætte mod syd til Blaakærvej. Følg Blaakærvej forbi Højstrup, tilbage til Ryslinge og udgangspunktet ved bageren. Ret beset har man vel fortjent at tage lidt godt brød med hjem til kaffen.
Fakta
- Sværhedsgrad
- Middel
- Længde
- 5.5 km
- Varighed
- 1 t. 12 min.