En by i fællesskaber
Alle ruter
Middel

Lørupturen

2.24 km 29 min.

Kort tur fra Ryslinge Friskole ned ad Krumstrupvej via Mølledamsvej gennem kuperet tunneldalslandskab forbi Krumstrup. Bakket terræn med fugleliv og udsigt over Sallinge Ådal.

Et godt udgangspunkt for turene er Ryslinge Friskole ved Graabjergvej. Her er der også god mulighed for at parkere. De tre ture har alle Krumstrupvej til fælles. Herfra går de tre ture ud i hver sin løkke. De tre ture kan naturligvis fint kombineres, og alle tre ture går gennem det kuperede og højtliggende terræn. Området syd for Krumstrup når helt op i 99 meter over havet – det er helt pænt i betragtning af, at Fyns højeste punkt, Frøbjerg Bavnehøj er 131 meter over havet.

Start ved Ryslinge Friskole. Drej til venstre (S) ad Krumstrupvej. Et stykke fremme ligger der til højre (V for vejen) et bindingsværkshus, som midt i 1800-tallet rummede en lille privatskole. Der var godt nok på den tid en huslærer ansat på den store gård Forhåbningslund, men det var ikke nok til at klare børnenes undervisning. Derfor blev der oprettet en privatskole i bindingsværkshuset.

Ved den gamle skole går en markvej mod vest fra Krumstrupvej. Markvejen går op over bakken og op langs et levende hegn, under højspændingsledningerne og mod sydvest mod Lørup. Vel oppe på bakken har man et godt kig gennem lavningen mod nord op gennem Sallinge Ådal.

Kigger man efter, kan man se nogle store kasser på højspændingsmasterne. Det er kasser til tårnfalke. Tårnfalken er den elegante rovfugl, der på svirrende vinger kan stå stille i luften, mens den spejder efter mus. Så siger man, at den ”muser”. Tårnfalke yngler i hule træer, i gamle kragereder eller i høje bygninger – for eksempel kirketårne – men i mangel af den slags går de gerne i redekasser.

Omkring en halv kilometer fra den gamle privatskole kommer man frem til Mølledamsvej i Lørup. Følg Mølledamsvej til venstre (SØ) og gå ned ad dalsiden tilbage til Krumstrupvej. Jo, det er en tunneldal, man går i. På højre side lægger man mærke til Krumstrup, der ligger højt oppe på kanten af dalen.

I T-krydset ved Mølledamsvej–Krumstrupvej går turen mod venstre (NØ). På højre side ligger lidt skov, og fra skoven løber en lille bæk ned under vejen. Prøv at kigge ind gennem skoven over bækken: I den del af året, hvor træerne ikke har blade, kan man ane et lille vandfald inde bag træerne – det er afløbet fra den mølledam, der har givet navn til Mølledamsvej.

Lidt længere fremme kommer man til et vej-Y. Her går Hylshusevej fra mod sydøst. Ved vej-Y’et er der en rasteplads, og det kan være et godt sted, hvis man har lyst til at betragte tårnfalke eller musvåger på jagt over landskabet. Mod nord kan man se et højtliggende hus – Krumstrupvej 3. Huset ligger der, hvor Krumstrup vindmølle lå indtil 1953, hvor den brændte.

Fra rastepladsen er der en lille kilometer mod nord ad Krumstrupvej tilbage til Ryslinge Friskole.

Fakta

Sværhedsgrad
Middel
Længde
2.24 km
Varighed
29 min.

Download rute

Hent sporet til din GPS, telefon eller Google Earth.