Markvejen til Kildemosen
En kort markvej nordpå fra Rødamsvej ned til Kildemosen, en gammel fællesmose der i dag er et fint område for fugle og dyr med tre forskellige naturtyper.
På Rødamsvej mellem nr. 22 og 24 går en markvej nordpå til Kildemosen. Vejen er kun få hundrede meter lang og er en fællesvej for lodsejerne til mosen. Alle har lov at gå en tur ad vejen ned til mosen.
Kildemosen har ført en omskiftelig tilværelse, men er i dag et fint område for fugle og dyr. Den er en gammel fællesmose for de gamle oprindelige gårde i Ryslinge. Her kunne graves tørv, og der var mulighed for at slå hø eller lade sine dyr græsse.
Derfor var mosen delt op i små lodder (ligesom skoven øst for Nørremarksgyden). Hvert lod var på ca. 2000 m2, og der har oprindeligt været ca. 30 lodder.
Mosen blev drænet i 1950’erne, og de tørreste dele blev til landbrugsjord og resten blev bevokset med træer. I 1960’erne blev en del af mosen brugt som losseplads. Som så mange andre steder blev der fyldt affald i tørvegravene – og så var det ”væk”.
Da vandhullerne var fyldt op, blev affaldsdepoterne dækket med jord, og området ligger i dag som eng.
Mosen består i dag af tre naturtyper: Mod vest er der mose med åbent vand, i midten eng og mod øst krat med buske og træer.
Fakta
- Sværhedsgrad
- Let
- Varighed
- 13 min.